Tips til skrivning

I mit stadige på forsøg på at blive bare en smule mere motiveret for at skrive, og måske også bedre til det, vil jeg lige dele nogle af de bedste råd fra en tråd på reddit.

Selve tråden handler om, hvordan man nemt kan gøre det man skriver meget bedre.

/u/jglusk kommer med dette råd:

My favorite has always been the Gary Provost lesson on varying sentence length to create rhythm and flow
This sentence has five words. Here are five more words. Five-word sentences are fine. But several together become monotonous. Listen to what is happening. The writing is getting boring. The sound of it drones. It’s like a stuck record. The ear demands some variety. Now listen. I vary the sentence length, and I create music. Music. The writing sings. It has a pleasant rhythm, a lilt, a harmony. I use short sentences. And I use sentences of medium length. And sometimes, when I am certain the reader is rested, I will engage him with a sentence of considerable length, a sentence that burns with energy and builds with all the impetus of a crescendo, the roll of the drums, the crash of the cymbals–sounds that say listen to this, it is important.

/u/gabrielle1106 kommer med et andet råd fra Chuck Palahniuk:

In six seconds, you’ll hate me. But in six months, you’ll be a better writer.
From this point forward—at least for the next half year—you may not use “thought” verbs. These include: Thinks, Knows, Understands, Realizes, Believes, Wants, Remembers, Imagines, Desires, and a hundred others you love to use.
The list should also include: Loves and Hates. And it should include: Is and Has, but we’ll get to those later.
Until some time around Christmas, you can’t write: Kenny wondered if Monica didn’t like him going out at night…”
Instead, you’ll have to Un-pack that to something like: “The mornings after Kenny had stayed out, beyond the last bus, until he’d had to bum a ride or pay for a cab and got home to find Monica faking sleep, faking because she never slept that quiet, those mornings, she’d only put her own cup of coffee in the microwave. Never his.”
Instead of characters knowing anything, you must now present the details that allow the reader to know them. Instead of a character wanting something, you must now describe the thing so that the reader wants it.
Instead of saying: “Adam knew Gwen liked him.” You’ll have to say: “Between classes, Gwen had always leaned on his locker when he’d go to open it. She’s roll her eyes and shove off with one foot, leaving a black-heel mark on the painted metal, but she also left the smell of her perfume. The combination lock would still be warm from her butt. And the next break, Gwen would be leaned there, again.”
In short, no more short-cuts. Only specific sensory detail: action, smell, taste, sound, and feeling.
Typically, writers use these “thought” verbs at the beginning of a paragraph (In this form, you can call them “Thesis Statements” and I’ll rail against those, later). In a way, they state the intention of the paragraph. And what follows, illustrates them.
For example: “Brenda knew she’d never make the deadline. Traffic was backed up from the bridge, past the first eight or nine exits. Her cell phone battery was dead. At home, the dogs would need to go out, or there would be a mess to clean up. Plus, she’d promised to water the plants for her neighbor…”
Do you see how the opening “thesis statement” steals the thunder of what follows? Don’t do it.
If nothing else, cut the opening sentence and place it after all the others. Better yet, transplant it and change it to: Brenda would never make the deadline.
Thinking is abstract. Knowing and believing are intangible. Your story will always be stronger if you just show the physical actions and details of your characters and allow your reader to do the thinking and knowing. And loving and hating.
Don’t tell your reader: “Lisa hated Tom.”
Instead, make your case like a lawyer in court, detail by detail.
Present each piece of evidence. For example: “During roll call, in the breath after the teacher said Tom’s name, in that moment before he could answer, right then, Lisa would whisper-shout ‘Butt Wipe,’ just as Tom was saying, ‘Here’.”
One of the most-common mistakes that beginning writers make is leaving their characters alone. Writing, you may be alone. Reading, your audience may be alone. But your character should spend very, very little time alone. Because a solitary character starts thinking or worrying or wondering.
For example: Waiting for the bus, Mark started to worry about how long the trip would take…”
A better break-down might be: “The schedule said the bus would come by at noon, but Mark’s watch said it was already 11:57. You could see all the way down the road, as far as the Mall, and not see a bus. No doubt, the driver was parked at the turn-around, the far end of the line, taking a nap. The driver was kicked back, asleep, and Mark was going to be late. Or worse, the driver was drinking, and he’d pull up drunk and charge Mark seventy-five cents for death in a fiery traffic accident…”
A character alone must lapse into fantasy or memory, but even then you can’t use “thought” verbs or any of their abstract relatives.
Oh, and you can just forget about using the verbs forget and remember.
No more transitions such as: “Wanda remembered how Nelson used to brush her hair.”
Instead: “Back in their sophomore year, Nelson used to brush her hair with smooth, long strokes of his hand.”
Again, Un-pack. Don’t take short-cuts.
Better yet, get your character with another character, fast. Get them together and get the action started. Let their actions and words show their thoughts. You—stay out of their heads.
And while you’re avoiding “thought” verbs, be very wary about using the bland verbs “is” and “have.”
For example: “Ann’s eyes are blue.”
“Ann has blue eyes.”
“Ann coughed and waved one hand past her face, clearing the cigarette smoke from her eyes, blue eyes, before she smiled…”
Instead of bland “is” and “has” statements, try burying your details of what a character has or is, in actions or gestures. At its most basic, this is showing your story instead of telling it.
And forever after, once you’ve learned to Un-pack your characters, you’ll hate the lazy writer who settles for: “Jim sat beside the telephone, wondering why Amanda didn’t call.”
Please. For now, hate me all you want, but don’t use thought verbs. After Christmas, go crazy, but I’d bet money you won’t.
For this month’s homework, pick through your writing and circle every “thought” verb. Then, find some way to eliminate it. Kill it by Un-packing it.
Then, pick through some published fiction and do the same thing. Be ruthless.
“Marty imagined fish, jumping in the moonlight…”
“Nancy recalled the way the wine tasted…”
“Larry knew he was a dead man…”
Find them. After that, find a way to re-write them. Make them stronger.

Det nemmeste tip til sidst. Fra /u/esvadude:

College writing tutor here: Read your work out loud. You will find mistakes that your eyes don’t catch.

At lære at skrive


A common argument I hear, when I recommend blogging to people, is that they don’t have anything to say yet. Bullshit. You’re squandering the best time to start. It’s ok to write about your learning process. Someone’s going through the exact same thing, and they’d love the company.

Nathan Kontny er i øvrigt manden bag det fantastiske skriveprogram Draft.

At skrive

Jeg er en elendig blogger. Det er i hvert fald status når man kigger på, hvad jeg har produceret af materiale siden jeg købte dette domænenavn for mange år siden.

Til at starte med gik jeg og troede jeg ville kunne opdatere hjemmesiden her flere gange om ugen. Jeg ville få flere tusinde læsere, og jeg ville vise alle, at jeg var god til at skrive.

Jeg ville bruge min personlige blog til en slags katharsis, hvor jeg kunne for aflad for alskens små hobbies.

Desværre viste det sig, at for at blive en god blogger, så skal man have noget på hjertet. Det havde jeg ikke. Det viste sig også, at for at blive en nogenlunde blogger, så skal man faktisk kunne holde det man skriver ud, og ikke slette alt på ens skærm, inden man publicerer det.

For mig gjaldt kun én ting, og det var målet. Det var mange læsere og noget vigtigt på hjertet. Og disse ting dukkede ikke rigtigt op fra dag et, og min motivation fes ud.

Når jeg læser nogle af mine gamle indlæg, så er nogle af emnerne spændende, og nogle af emnerne er dybt uinteressante. Nogle afsnit er korte, præcise og velskrevet, mens langt det meste er det modsatte.

Jeg er nu nået frem til en erkendelse. Jeg synes ikke det jeg skriver er synderligt spændende, og jeg synes ikke den måde jeg formidler det på er noget at skrive hjem om – og det er okay. Det er okay ikke at have nået målet, så længe man er på vej til et bedre sted.

Det handler ikke længere om for mig at få mange læsere. Det handler ikke længere om for mig at have noget vanvittigt vigtigt på hjertet.

Det skal bare handle om, at det jeg skriver i morgen er bedre end det jeg skriver i dag. Det skal bare handle om, at jeg forstår noget bedre, eller kan formulere noget bedre, end jeg kunne for et år siden.

Jeg vil gerne være bedre. Ikke mere end det. Det burde være til at indfri.

Dubai+Bangkok+Siem Reap

Foerste blogindlaeg paa denne tur, og det selvom der er internet over det hele. Det skyldes snarere, at jeg ikke har kunnet saette tid nok af til rigtigt at faa skrevet alt det jeg gerne ville skrive. I dag har dog planlagt vaeret sat af til toemmermaend og venten paa at skulle med en natbus til Sihanoukville, saa nu skulle det vaere. Jeg goer mig ingen forhaabninger om, at nogle vil laese de indlaeg jeg skriver herovre fra Asien, men dem der faar lyst kan vaelge at abonnere over RSS, eller holde oeje med Facebook for nyt.

Som nogle af jer maaske lagde maerke til paa Facebook, saa blev vores tur startet med en god nyhed. Da vi skulle tjekke ind i Kastrup fortalte Emirates, at de have overbooket flyet, og da de ikke regnede med, at nogle ville udeblive fra deres fly pga. vinterferie, saa skulle de bruge frivillige til at blive ombooket. Foerst var vi skeptiske, men da de fortalte os, at vi ville faa 2200 kr. for besvaeret og ankomme 7 senere, sprang vi til. Hvad er 7 timer naar man skal vaere i Asien i 4,5 maaned? :) 2200 kr. var til gengaeld meget velkomne i et traengt rejsebudget. Vi fik desuden ogsaa en madbillet paa 200 kr. saa vi fik fine boeffer i lufthavnen. Det kunne kun vaere starten paa en meget fin rejse. Vi skulle dog lige en tur over Hamborg foerst, og da jeg kun have sommertoej paa, fik jeg en lidt spids kommentar af kabinepersonalet, da jeg i minusgrader troppede op i t-shirt. De mente det var lige optimistisk nok. Jeg kunne kun vaere enig.

Vi ankom til Dubai kl 7 om morgenen efter 3 retter god mad om bord Emirates til en meget doed by. Da vi endelig vaagnede efter vores eftermiddagslur, saa det dog anderledes ud. Traffikken skulle man lige vaenne sig til, men derudover lignede det en storby som saa mange andre, med kun en snaert mellemoesten. Noget der dog ikke var som de fleste storbyer, var Dubai Mall (verdens stoerste indkoebscenter) og Burj Khalifa (verdens hoejeste bygning). Vi brugte 6 timer i Dubai Mall, og kiggede paa butik efter butik uden at se tilnaermelsesvis det hele. Hvad vi dog fandt ud af, var at der maa vaere besoegende med meget dybe lommer, da ALLE de kendte varer var der, og alle de store designere. Det var rimeligt overvaeldende omend airconditionen var meget tiltraengt. Vi undrede os dog flere gange over, hvor mange burkaklaedte kvinder, der var i toejforretningerne. Vi blev dog enige om, at de maa bruge mange penge paa, at se godt ud naar de var hjemme. Vi for vild mange gange, og paa en af vores ture rundt for at finde hjem, faldt vi over et lille springvandsshow for foden af Burj Khalifa, overraskende underholdende og settingen kunne ikke vaere bedre. Saa status paa foerste dag var, at det hele var meget overvaeldende og meget fjollet saadan at bygge saadan noget ude i oerkenen. Anden dag blev brugt paa at gaa og gaa. Vi havde sat os for at se den store moskè i Dubai, og det betoed at vi gik for endelig at naa frem og finde ud af, at den overhovedet ikke saa ud som paa billederne hjemmefra, og var meget mindre end en gaengs landsbykirke i Danmark. Lidt skuffet men dog god motion. Sidste dag i Dubai havde vi booket en tur i oerkenen, hvor vi skulle koere raes og se et eller andet show. Det viste sig at vi skulle paa tur med 3 andre danskere, som ogsaa boede paa vores hotel. Det overrasker mig gang paa gang, hvor mange danskere man moeder naar man er ude og rejse. Alt i alt hyggeligt, og god mad, selvom der godt kunne vaere en smule mere selvlysende mand, der drejer rundt om sig selv. Igen meget fjollet.

Nu begynder det at gaa op for mig, at det her kommer til at tage alt for lang tid, og jeg allerede er ret traet af at sidde ned. Saa hoejdepunkterne i Bangkok var som foelger. Den lignede fuldstaendig sig selv, selvom der er kommet lidt bedre offentlig transport fra lufthavnen siden sidst, og det hotel jeg havde booket var over al forventning til en meget billig penge. Maaske skyldtes det at de endnu ikke havde pillet deres valentines udsmykning ned. Taenk lyseroede plyshjerter over det hele. Julie og jeg synes ogsaa det var meget fjollet. Maden var dog god selvom jeg aldrig bliver fan af de thailandske karryer. Ser dog allerede frem til at komme tilbage og faa en ordentlig massage, og ikke kun en fodmassage i 15 minutter, omend det kun kostede mig en tyver. :)

Derfra tog vi videre til Cambodia, som indtil videre har stjaalet mit hjerte (Hvad Nikoline har ladet mig beholde da). Menneskene virker flinkere og mere imoedekommende, og prisniveauet er latterligt lavt. Vi drak os godt fulde i gaar i fadoel til under 3 kr.! Igen moedte vi danskere, og jeg fandt mig selv proeve at rede traade ud for folk som ikke laengere ville scores, og hoere paa en italiener, der fortalte om alle hans hashplanter, alt i alt en succes. Noget andet, der ogsaa var en success var Angkor Wat, der selvom det er rimelig overrendt af turister virkelig er noget af bygningsbedrift. Vi havde vores egen tuk-tuk hele dagen, og fik gaet mange kilometer ude blandt alle templerne. Det der ikke umiddelbart er til at spotte paa de billeder, man kan se paa nettet, er at de falder meget godt ind i den omkringliggende skov, og det faar templerne til at se saadan lidt Indiana Jones-agtigt ud, som Julie bemaerkede.

10 dage er forloebet af de 120 dage, og nu skal vi ud paa stranden. Det er 35 grader varmt her og vi kampsveder hele tiden. Paa vej ind i Cambodia moedte vi en dansk dykkerinstruktoer, og ved at snakke med ham i et par timer blev jeg overtalt til, at proeve at tage et dykkercertifikat. Med et par svoemmefoedder skal det nok gaa, men skal lige snorkle lidt paa egen haand og se om jeg i det hele taget er tryg ved det. Saa til vi ses igen!

PS. Billeder maa i snakke med Julie om. Jeg har det fra paalidelig kilde, at jeg figurer paa nogle af dem.

PPS. Er kun blevet skoldet i nakken.

PPPS. Hvis nogle har rejst i Sydoestasien er jeg meget aabne for rejsetips, og ting man ikke maa misse.


Hemingway & Sandbox

Her hen over julen begyndte det igen at krible i mine fingre efter at opdatere min sølle blog, som bliver så forsømt i de måneder, hvor eksamensræset er værst. Men ak, det jeg synes der er sjovest ved at have en blog, er at den skal afspejle hvem man er, og det gjorde den ikke længere. Jeg har den sidste lange stykke tid, fordybet mig meget i minimalisme begrebet, og syntes at alt der kunne gøre mine styresystemer lidt mere LEAN var mest spændende. Derfor gik mit gamle tema ikke mere. Derudover var der ikke blevet oversat nogle temaer, der var minimalistiske nok til min smag, så jeg gik selv i gang.

Jeg blev inspireret af et indlæg på, som handlede om oversættelsen af det superminimalistiske Sandbox tema. Det var i sin grundform alt for minimalistisk til min smag, men jeg tænkte at det var ikke noget lidt CSS ikke kunne rette op på, resultatet sidder du og læser på lige nu!

Men den var i hård konkurrence med et andet tema. Hemingway temaet er en klassiker indenfor WordPress temaer, men originalen er ikke blevet opdateret i meget lang tid. Så jeg var heldigt da jeg fandt en nyfortolkning, som desuden var gjort klar til oversættelse. En eftermiddags arbejde og begge temaer var fuldt oversat og klar til brug.

Desuden har besluttet mig for at dele mit arbejde med jer:
Sandbox 1.6 [Danske sprogfiler]
Multilingual Hemingway 1.4 [Danske sprogfiler]

Creative Commons License
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Del på samme vilkår 2.5 Danmark Licens.


I morgen fredag skal jeg holde et oplæg på ca. 15 minutter, med et tema, der ligger inden for den brede paraply vi kalder formidling. Og da jeg er lidt en nørd, og meget længe har elsket og hadet powerpoint præsentationer, ligger det lige for at komme med et par tips. Siden det skal gøres på institut for psykologi, vil der selvfølgelig være en psykologisk vinkel. Nedenfor er mine slides, plus links til alle mine inspirationskilder.

Seth Godin har jeg altid elsket at se lave oplæg, plus hans bøger, og blog er heller ikke værst.

Lawrence Lessigs oplæg er i en klasse for sig, og må kræve så meget forberedelse, at jeg måske aldrig kommer til at gøre ham kunsten efter.

Garr Reynolds har skrevet biblen om powerpoint præsentationer, men hvis man ikke har pengene kan hans hjemmeside også være meget behjælpelig.

Stephen M. Kosslyn er leder af psykologi afdelingen på Harvard og manden der mest direkte influerede mit oplæg. Bogen hed “Clear and to the point“.

Guy Kawasaki er manden bag 10-20-30 princippet.

Niels Engelsted er forelæser ved institut for psykologi, og er nye studerendes første møde med psykologi i faget Genstand og historie.

Har man som studerende ikke powerpoint, og ingen penge (ikke uhørt), så kan jeg berolige er med, at det har jeg heller ikke. Jeg bruger til alle mine præsentationer Google Docs, som for det første af gratis og kun tilgængelig på nettet, men hvad vigtigere er, så har det kun de features som jeg skal bruge og er meget nybegynder-venlig. Når jeg så har lavet mine slides downloader jeg dem og viser dem i OpenOffice som er både gratis og findes til både Mac og Windows (og Linux).

Nedenfor ses desuden en youtube video af en virksomhed, som problematiserer brugen af powerpoints i dag, og kommer med en meget spændende løsning.

Nedenfor her ses Don MacMillan komme med en nedsabling af powerpointpræsentationer.

Og til sidst mine slides.

OPDATERING: Artiklen som har givet navn til mit oplæg, husk at er en faux hjemmeside.

Crunchbang Linux

Det er længe siden jeg har eksperimenteret med andre former for linux end ubuntu. Det skyldes først og fremmest, at denne til fulde opfyldte mine behov. Men på det sidste har jeg haft helt vildt lyst til at sparke noget nyt liv i min gamle IBM Thinkpad T23. Det er en gammel sag jeg købte for et år siden, og som skulle bruges til at lege med linux. Og da den kun er udstyret med 256 MB ram, er det ikke hvad som helst man kan kaste efter den. Det fik mig til at lede efter en meget let distro. Jeg kastede hurtigt min kærlighed på LXDE, fordi det var så brugervenligt, og tillod at installere det ret så smertefrit. Først prøvede jeg PUD Linux. Denne ødelagde dog allerede efter, at jeg prøvede at installere et program. Så prøvede jeg at installere det på Debian Lenny, dette virkede bedre, men jeg kom hurtigt til at savne Ubuntus pakker. Min glæde var da stor, da jeg tilfældigt faldt over Crunchbang!

Crunchbang Linux 8.04.02

Den benytter sig af Openbox, og er derfor meget skånsom ved ramforbruget. Jeg vil over den næste tid lege med små programmer og openbox temaer, så hold øje med feeden. og Linux

screen_lastfm er en af de hjemmesider jeg bliver ved med at vende tilbage til. Ideen er genial, “lad mig fortælle dig hvad for noget musik jeg kan lide, så du kan spille noget lignende”. Men for at få det meste ud af skal man hive den ned på skrivebordet, og til dette har jeg fundet flere smarte måder at få mere ud af

Vagalume er en klient til at afspille de forskellige radiostationer fra direkte fra dit dekstop. Det fylder ikke meget og det benytter sig af GTK+ så det ser godt ud i Gnome. Simpelt og godt.

The Last Ripper er et program som kan sættes til at lytte til dine kanaler, og samtidigt downloade musikken til din computer, mens den tagger dit musik og download covers. Den benytter sig også af GTK+ og ser godt ud.

Til sidst kan man også høre fra min yndlings musikafspiller i Ubuntu, nemlig Rhythmbox, mens man også kan få den til at scrobble hvilket betyder, at når du spiller dit musik på computeren regner videre på hvad for noget musik du kan lide.


Hvis du skulle være så heldig at befinde dig på denne side for første gang, så velkommen til da! Min egen personlige blog, som vil indeholde alt mellem himmel og jord, som jeg interesserer mig for. Hovedvægten vil omhandle min færd i den spændende verden af open source software, men det kan blive krydret med interessante hjemmesider.

Desuden vil jeg formentlig også kaste lidt psykologi og andet sjov ind i mixet, bare for forandringens skyld. Hele projektet kommer til at foregå i min fritid, og det vil derfor forekomme, at der er langt mellem indlæggene, men til gengæld er det værd at vente på.

Det er ikke første gang at jeg prøve at komme igang med min blog, men alle de andre gange, har min wordpress installation gjort så mange knuder at jeg har måtte opgive den. Dette må ikke ske denne gang. Dette betyder også at de sider jeg har skrevet inden for det sidste år er væk, og de kommer kun tilbage hvis jeg synes at de skal skrives igen.

Men endnu engang velkommen til!