At skrive

Jeg er en elendig blogger. Det er i hvert fald status når man kigger på, hvad jeg har produceret af materiale siden jeg købte dette domænenavn for mange år siden.

Til at starte med gik jeg og troede jeg ville kunne opdatere hjemmesiden her flere gange om ugen. Jeg ville få flere tusinde læsere, og jeg ville vise alle, at jeg var god til at skrive.

Jeg ville bruge min personlige blog til en slags katharsis, hvor jeg kunne for aflad for alskens små hobbies.

Desværre viste det sig, at for at blive en god blogger, så skal man have noget på hjertet. Det havde jeg ikke. Det viste sig også, at for at blive en nogenlunde blogger, så skal man faktisk kunne holde det man skriver ud, og ikke slette alt på ens skærm, inden man publicerer det.

For mig gjaldt kun én ting, og det var målet. Det var mange læsere og noget vigtigt på hjertet. Og disse ting dukkede ikke rigtigt op fra dag et, og min motivation fes ud.

Når jeg læser nogle af mine gamle indlæg, så er nogle af emnerne spændende, og nogle af emnerne er dybt uinteressante. Nogle afsnit er korte, præcise og velskrevet, mens langt det meste er det modsatte.

Jeg er nu nået frem til en erkendelse. Jeg synes ikke det jeg skriver er synderligt spændende, og jeg synes ikke den måde jeg formidler det på er noget at skrive hjem om – og det er okay. Det er okay ikke at have nået målet, så længe man er på vej til et bedre sted.

Det handler ikke længere om for mig at få mange læsere. Det handler ikke længere om for mig at have noget vanvittigt vigtigt på hjertet.

Det skal bare handle om, at det jeg skriver i morgen er bedre end det jeg skriver i dag. Det skal bare handle om, at jeg forstår noget bedre, eller kan formulere noget bedre, end jeg kunne for et år siden.

Jeg vil gerne være bedre. Ikke mere end det. Det burde være til at indfri.

Skriv et svar